Er livet svært at forstå?
Livets kriser og svære valg

Alle mennesker kommer i løbet af deres liv ud for en eller flere kriser. Det kan dreje sig om overgangen til en anden fase i livet eller komme som en reaktion på en voldsom eller meningsløs hændelse.

Gennem livet står vi også gang på gang over for at skulle vælge. Nogle af valgene er særligt svære, fordi vi ved eller måske blot fornemmer, at det vil have stor betydning – for os selv og undertiden også for andre – nu og på længere sigt. Ofte er der tale om et dilemma med forhold, der taler for, og forhold, der taler imod, og noget, der trækker i begge retninger. Andre gange kan valget simpelthen være svært, fordi det hele står lidt uklart for en; hvad handler valget egentlig om, eller hvad vil det have af konsekvenser, men vi er klar over, at det er et vigtigt valg. At undlade at vælge er som bekendt også et valg, men er det det, du vil? Overlade styringen til andre eller til skæbnen?

I kriser og ved vigtige og vanskelige valg i livet kan en eller flere samtaler med en psykoterapeut være særdeles nyttig. Jeg er uddannet både teoretisk og gennem mit eget liv til at være en nøgtern og rolig samtalepartner i den slags situationer og vil med glæde være den klippe, du kan læne dig op ad, mens vi sammen får skilt alt det ad, som roder rundt i dig af tanker, følelser og fornemmelser, fordi du er under pres. Når vi er færdige med vores samtaler, vil du have fået mere overblik og en bedre evne til at navigere og vælge.

Livets faser – fra barndom til alderdom

Livet igennem befinder vi os i en blanding af foranderlighed og uforanderlighed. I visse faser springer forandringerne mest i øjnene, f.eks. når vi er teenagere, når vi flytter hjemmefra, bliver forældre, bliver midaldrende og gamle og måske enlige igen. Hver livsfase stiller os over for nye udfordringer, nogle er bare sjove og spændende, mens andre fylder os med sorg eller i hvert fald eftertænksomhed. En del af at bevæge sig ind i en ny livsfase er også, at visse dele af ens personlighed træder tydeligere frem,

Hvis du går med tanker om, hvordan næste fase skal leves, eller har fået svært ved at genkende dig selv, er du meget velkommen til at kontakte mig. Jeg er her for at tale med dig om livet og at være sammen med dig og din fortvivlelse og dit håb.

At miste og andre former for tab og sorg

Når vi mister et menneske eller et dyr, som vil holder rigtig meget af, mister vi også lidt af vores eget liv, og måske mister vi også fodfæstet, overblikket eller evnen til at holde sammen på os selv for en tid. Det kan være et meget ensomt sted i livet at være, særligt hvis der ikke er nogen nærtstående, man kan eller vil dele sin sorg med over at være blevet alene. Forladthed og mørke kan føles truende.

Det kan også dreje sig om tabet af en livsdrøm eller livsopfattelse, som hidtil har givet os pejling og mening i tilværelsen. Når den slags pludselig er væk, eller vi bliver i seriøs tvivl om dets værdi, kommer vi i krise, og vi skal til at se vores tilværelse grundigt efter i sømmene. Hvad har vi troet og håbet på? Og hvis det ikke holder, hvad er så rigtigt og meningsfuldt for os.

Tabet kan også dreje sig om fysiske evner, som hidtil har været selvfølgelige for os, og som pludselig er mistet pga. ulykke, sygdom eller alder. Det stiller mennesket over for en rigtig svær omstillingsproces, uanset at det er en uomtvistelig del af livet for det fleste af os, at kroppen på et tidspunkt helt eller delvist mister sine fysiske evner. Det påvirker vores syn på os selv, andres syn på os, og vores muligheder for at folde os ud.

Alle disse situationer kan fylde et menneske med sorg. Sorg er en naturlig følelsesmæssig reaktion på et tab og samtidig noget af det mest ensomme, man kan opleve, og undertiden ved omgivelserne ikke, hvordan de skal tackle et menneske, som sørger.

Hvis du er ramt af sorg og tab, kan du trygt kontakte mig, så vi sammen kan tale om dig og livet. Jeg bliver ikke bange, fordi du er i krise, eller træt af at lytte til dig, og en dag vil vi sammen finde det lille glimt af håb, som skridt for skridt kan blive din vej ud i lyset igen, men først skal sorgen have sin tid og sin plads.

Ensomhed

Ved du ikke, hvordan du skal få gode venner eller en kæreste? Eller ender dine forhold til venner eller kærester alt for tit på en måde, hvor du føler dig ensom, forladt og måske ikke værd at elske?

Så kan jeg forsikre dig om, at du ikke er alene med din følelse af ensomhed, og jeg kan også forsikre dig om, at du kan lære at gøre noget ved den og finde dig bedre til rette med andre mennesker. Det er bestemt ikke en dans på roser at gøre op med sin ensomhed, men tænk, hvis livet kunne komme til at gøre lidt mindre ondt?

Det kan vi sammen have som mål, hvis du starter på terapi hos mig i ”mig-og-livet.nu”, og jeg giver ikke op, men vil være med dig roligt og tålmodigt på din rejse frem mod et bedre ståsted.

Drømme, håb og ressourcer

Drømme i betydningen dagdrømme, visioner og håb udgør en enorm ressource, hvor vi kan hente kraft og styrke til at forandre vores liv og vores verden.  I ”mig-og-livet.nu” sætter jeg også spot på dine ressourcer og drømme, så der bliver bedre balance i forhold til alle de udfordringer og besværligheder, som også er i et menneskeliv og i dit liv.

Dine drømme om natten er en anden kilde til inspiration og selv indsigt, som vi også kan trække på, når du skal blive klogere på dig selv, dine muligheder og dine udfordringer i livet. De er som en dør ind til de ubevidste dele af selvet, som udgør langt størstedelen af menneskets sind. Jeg har gode erfaringer med at arbejde med drømme som et af flere redskaber til menneskelig udvikling, så hvis du tør dele dine drømme med mig, kan vi sammen se ind i en verden af nye facetter. Jeg tyder ikke dine drømme, men kan assistere dig i at også ad den vej at blive klogere på dig selv og dit liv.