Hvorfor terapi?

Hvad kan terapi give mig, som jeg ikke kan få ved en god snak med en ven, veninde eller et familiemedlem? Det spørgsmål stiller mange sig, inden de går i terapi.

Forklaringen er den enkle, at man som klient i terapi konstant er i centrum under hele sessionen, og det er klienten, fordi det er klientens problemer, behov og udviklingsønsker, det handler om. Det er lige som, at patientens tænder – og ikke tandlægens – er i centrum hos et besøg hos tandlægen.

I en samtale mellem gode venner foregår der som regel en form for vekslen mellem, at den ene og så den anden er i centrum for samtalen, enten i den enkelte samtale eller over tid. Det bekræfter relationen og giver nogen gange nyt input, men lige så tit blot en bekræftelse af gamle mønstre og kendte opfattelser. Så er vi trygge, og vores verdensbillede ligger fast. I samtalen med de nærmeste kan det undertiden også være svært at komme helt ind til sagens kerne af frygt for, hvordan den person, man er forbundet med, bagefter vil opfatte en. Det sagte kan jo ikke tages tilbage.

Det er, når den slags gode samtaler med de nærmeste ikke er en mulighed eller ikke længere er tilstrækkeligt, at man med fordel kan gå i terapi. I terapien finder man en lyttende fremmed, som ikke selv har noget i klemme i relationen, og hvor mange derfor føler sig bedre tilpas ved at åbne for de mest ømtålelige emner i deres liv. I terapien forbliver det sagte i det fortrolige rum.

Terapi drejer sig om i samspillet mellem terapeut og klient at åbne for flere aspekter af klientens væsen og flere vinkler på klientens eksistens. Derfor bevæger terapeuten sig konstant og bevidst ind og ud af klientens tryghedszone og doserer mængden af bekræftelse med mængden af udfordring, hele tiden med klienten som omdrejningspunkt. I den udforskning af klientens andre sider og hidtil usynlige handlemuligheder benytter terapeuten sig af en række særlige terapeutiske teknikker, som giver den gode samtale nogle ekstra dimensioner, og som bidrager til hurtigere at finde ind til sagens kerne end tilfældet typisk er i en almindelig samtale mellem venner. I den gode terapi opstår der på den måde en særlig dynamik og fortrolighed og nye muligheder for udvikling.

Når det velkendte og den almindelige gode samtale ikke længere er tilstrækkeligt for, at et menneske kan trives og håndtere sin tilværelse, da er terapien med dens klient-centrering et rigtigt valg. Klienten kommer med al sin tvivl om ”mig og livet” og finder i terapeuten en empatisk, udfordrende og fortrolig samtalepartner