Vokset op i en alkoholfamilie

At vokse op i en alkoholfamilie giver både ressourcer og ar på sjælen. Ressourcerne kan f.eks. være en særdeles veludviklet evne til at opfange små forandringer i stemninger, tonefald og dagsrytmer. Et andet eksempel kan være en enorm evne til at trøste, rumme og forstå mennesker i svære situationer eller til at tage ansvar og handle, selv når kaos truer.

Arrene på sjælen kan have form af problemer med at sætte grænser, give plads til sig selv eller f.eks. at stå ved sine egne følelser og behov. For andre kan det handle om vanskeligheder med at holde et køligt overblik i pressede situationer og kunne overveje og vælge sine handlemuligheder frem for pr. impuls at handle mere eller mindre hensigtsmæssigt. Et eksempel kan også være, hvordan man på samme tid indgår kærligt i en relation og viser sine egne styrker og svagheder.

Alle mennesker får ar på sjælen undervejs i livet. Efterkommere af alkoholikere bærer generelt på flere af den slags sår, som i længden kan tappe et menneske for energi, livsglæde og ro i sindet. Hos migoglivet.nu kan jeg støtte dig i at finde en bedre balance mellem dine ressourcer og dine ar på sjælen, så du får mere overskud til at leve det liv, du faktisk er midt i, og til at gøre det i større overensstemmelse med dine behov, værdier og drømme. At det kan lade sig gøre, ved jeg fra mit virke som frivillig i TUBA (Terapi til Børn og Unge af Alkoholikere).